Kokostoppe med dobbelt chokolade
Denne opskrift passer til 10-12 stk.
Søde, sprøde, bløde, karamelliserede hapsere. Naturligt fri for gluten og en himmelsk mundfuld, hvis du spørger mig.
Kokostoppen fra Lagkagehuset har længe været en guilty pleasure for mig. Nogle gange, får jeg bare den sygeste craving for sådan en. Derfor kan jeg sagtens finde på at svinge forbi og smovse sådan en helt alene. Og nu har jeg altså opdaget, hvor let det egentlig er at lave dem selv - og så endda i en version, hvor de er sprængfyldt med yndlingschokoladen! Det kan jeg naturligvis ikke gå med alene, så derfor deler jeg det med dig, der også elsker kokos, karamel og chokolade.
Jeg har valgt at fylde dem med Daim, da det giver en klædelig karamelsmag, og dyppet kokostoppene i min yndlings Gold Chokolade fra Callebaut og en den mørke 70-30-38 chokolade fra Callebaut for en bittert indspark til alt det søde.
Kokostoppe m. dobbelt chokolade
Forberedelse: >20 minutter
Bagetid: 10-14 minutter
I alt: >45 minutter
Ingredienser
Denne opskrift passer til ca. 10-12 stk.
2 æg M/L
80 g. sukker
100 g marcipan, revet
200 g kokosmel
Lige lidt salt
Valgfri chokolade til at dyppe i (kan udelades)
100 g. Daim, Dumle, Fudge, Mars, you name it. (kan udelades)
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Pisk æg og sukker luftigt.
Imens kan du rive marcipanen og hakke Daim.
I din æggesnaps kommes marcipan, kokosmel, salt og Daim. Det vendes sammen.
Lav 10-12 toppe. Jeg former dem bare med hænderne.
Bag toppene i 10-14 minutter, til de er gyldne og karamelliserede udenpå.
Lad dem køle helt af, inden de pyntes med chokolade.
Chokoladepynt
Her har jeg dyppet alle kokostoppene først i Gold Chokolade, og når det er størknet, så fik de et dyp i mørk chokolade. Til sidst blev der med løst håndled svinget lidt mere Gold chokolade ud over. Bare til pynt. Men du kan jo pynte og duppe-dyppe i præcis den eller de chokolader, du har lyst til. Og på præcis den måde, som du har lyst til.
Jeg temperede ikke engang chokoladen denne gang, da jeg ikke var hjemme, og ikke derfor havde havde et termometer til rådighed. Jeg havde heller ikke en mikroovn. Så faktisk smeltede jeg bare chokoladen i oven på eftervarmen.
Da jeg alligevel bedst kan li’ at servere mine kokostoppe fra køleskabet, så de er kølige, så gør det ikke (mig) noget, at chokoladen ikke er tempereret.
Tips og opbevaring
〰️ Kokostoppene holder sig gode 5-6 dage på køl.
〰️ De kan også godt fryses, personligt ville jeg da fryse dem uden chokolade, og dermed vente med at give dem chokolade på, til de skal serveres. Men de kan også sagtens fryses med chokoladen på.
〰️ Eksperimenter og leg med det chokolade du valgfrit kan komme i - julechokolade, påskechokolade, karameller, nødder - det er kun fantasien der sætter grænsen her.