Kanelsnegle

Denne opskrift giver 9 store snegle, som du bager i en fad, der måler ca. 20x20 cm.

Saftige, superlækre, snorlige snegle. Med kanelremonce (og rigeligt af det), glasur og en glutenfri gærdej, der holder sammen på sig selv.

Hemmeligheden bag den perfekte dej: Dejen er baseret på en kombination af sorghummel, majsstivelse og en glutenfri melblanding, der giver den perfekte konsistens. Tilføjelsen af HUSK og Xanthan Gum sikrer, at dejen bliver smidig og nem at arbejde med, mens den lange hævetid bidrager til en dej, der hæver flot og giver sneglene deres luftige tekstur. Og selvfølgelig helt klassisk med en smule kardemomme i dejen.

Fordele ved glutenfri bagning: Selvom det kan være udfordrende at bage uden gluten, behøver du ikke gå glip af det klassiske bagværk, du elsker. Denne opskrift er et bevis på, at du kan få saftige og smagfulde kanelsnegle, som ingen ville gætte er glutenfri. Perfekt til dig, der vil undgå gluten, men stadig forkæle dig selv med lækkert hjemmebag.

Fløden: ved at give sneglene et bad i piskefløde inden de kommer i ovnen, sikrer du saftighed og en lækker karamel af den remonce der uundgåeligt vil flyde ud og mødes med fløden i bunden af fadet.

Marcipanen: Klassisk kan man finde marcipan i remoncen, men her rives marcipanen ud over i stedet. Det gør, at marcipansmagen træder mere frem, synes jeg. Men hvis du ikke bryder dig om smagen, eller er løbet tør, jan du udelade.

Følg opskriften nedenfor, og glæd dig til at sætte tænderne i de bedste glutenfri kanelsnegle, du nogensinde har smagt!

Velbekomme <3

Kanelsnegle

Denne opskrift giver 9 store snegle, som du bager i et fad, der måler ca. 20x20 cm.

Forberedelse: 45 min.

Hævetid: 4-5 t.

Bagetid: 25 min.


Ingredienser og fremgangsmåde:


Dejen:

  • 2 dl. lun mælk

  • 20 g. gær (35 g. hvis du kun vil lade dejen hæve i 1,5 timer)

  • 20 g. HUSK

  • 50 g. sukker

  • lidt salt

  • lidt kardemomme

  • 2 æg M/L, 3 S

  • 120 g. blødt smør

  • 65 g. sorghummel

  • 65 g. majsstivelse

  • 270-300 g. lys GF blanding, jeg bruger Doves Farm Plain White

  • 1 tsk. Xhantan Gum

Lun mælken. Opløs gæren heri. Tilsæt HUSK, sukker, salt og kardemomme. Rør det til gele. Tilsæt æggene, smør og mel og Xanthan Gum. Rør dejen homogen og glat. Det tager ca. 10 min. Alt smørret skal være optaget i dejen, og dejen skal være fugtig, men ikke våd. Når du dupper en finger på dejen, må der gerne hænge lidt dej ved, men dejen skal være sammenhængende. Kom dejen i et rent, stort hævefad eller skål beklædt med film, og dæk skålen ligeledes med film, så du får lavet et lille drivhus med god plads,

Lad dejen hæve ved stuetemperatur i 4-5 timer. 

Remonce:

  • 200 g. blødt smør

  • 100 g. sukker

  • 100 g. brun farin

  • 2,5 spsk. kanelpulver

Rør det hele sammen til en lind masse. 

Herudover:

  • 100 g. marcipan til at rive ud over, inden dejen rulles til snegle.

  • 2 dl. fløde til at hælde ud over sneglene inden bagning. 

Samling og bagning:

Vend dejen ud på en meldrysset bord og form den forsigtigt med hænderne til en rektangel. Rul dejen ud, så den måler 37-38 cm. i bredden og ca. 45-50 i længden. Vær lidt forsigtig med kagerullen - ikke tryk for hårdt. Lange, jævne strøg. Og ikke vær ked af, hvis din rekangel ikke er helt jævn i kanterne, det gør ikke noget. 

Fordel remoncen i et jævnt lag. Pas igen på ikke at trykke for hårdt, dejen er meget skrøbelig og du vil ikke lave huller i den. Riv marcipan på.

Gør et fad klar med bagepapir i. Mit fad måler 20x20 cm.

På den korte led skærer du med en skarp kniv eller pizzaskærer bånd, der måler ca. 4 cm. Rul båndene sammen én efter en og kom de ni snegle i faddet.

Dæk sneglene med film og lad dem efterhæve i 30-45 min. et lunt sted. Tag fløden ud af køleskabet, så det kan opnå stuetemperatur.

Forvarm en ovn på 200 grader alm. ovn. 

Hæld fløden over sneglene og kom dem i ovnen. 

Sneglene bages i ca. 25 min. 

Lad sneglene køle næsten helt af, før du eventuelt kommer glasur på eller blot et drys flormelis.


Tips og opbevaring:

〰️ Holdbarhed ved stuetemperatur: Hvis du planlægger at spise sneglene inden for 1-2 dage, kan du opbevare dem i en lufttæt beholder ved stuetemperatur. Sørg for, at de er helt afkølet, inden de lægges i beholderen, så de ikke bliver fugtige. *De er ekstra gode at opvarme i mirkoovn i 20-30 sekunder. Det genopfrisker smagen og gør dem dejligt bløde, og det fungerer også selvom der er glasur på.

〰️ Holdbarhed i køleskabet: Vil du gerne forlænge holdbarheden lidt, kan du opbevare sneglene i køleskabet. De holder sig saftige i op til 4-5 dage. Du kan med fordel varme dem let op i ovnen eller mikroovnen, inden servering, så de bliver bløde og lækre igen.

〰️ Holdbarhed i fryseren: Kanelsneglene egner sig også rigtig godt til frysning. Pak dem individuelt i fryseposer eller film, og læg dem i en fryseegnet beholder. De kan fryses i op til 2-3 måneder. Når du skal spise dem, så tag dem op, lad dem tø ved stuetemperatur, og varm dem op i ovnen for en friskbagt følelse.

Med den rette opbevaring kan du sikre, at dine glutenfri kanelsnegle forbliver friske og saftige, så du kan nyde dem over flere dage eller fryse dem ned til en lækker snack, når trangen melder sig. opvarmning i mikroovn fungerer også, selvom der er glasur på.

〰️ Brug en sukkerlage: For ekstra saftige snegle kan du pensle dem med en let sukkerlage, når de kommer ud af ovnen. En sukkerlage laves ved at opløse lige dele sukker og vand i en gryde og koge det op, indtil sukkeret er smeltet. Pensl forsigtigt sneglene, mens de stadig er varme, for at give dem en skinnende, sød overflade.

〰️ Tilsæt æbler: Vil du gøre dine kanelsnegle endnu mere spændende? Prøv at lægge tynde æbleskiver i midten af sneglene for en ekstra saftig smag. Æbler og kanel er en skøn kombination, der gør dine snegle endnu mere lækre.

〰️ Hold dejen fugtig, men ikke våd: Dejen til glutenfri snegle kan være tricky – den skal være fugtig, men ikke så våd, at den ikke kan formes. Hvis dejen virker for tør, kan du tilføje en smule ekstra mælk. Den skal være klistret nok til at holde sammen, men stadig nem at arbejde med.

Disse tricks sikrer, at dine glutenfri kanelsnegle bliver perfekte – saftige, smagfulde og med den helt rette tekstur!

Næste
Næste

Brombær-citronkage m. vanilje-mascarpone-lækkerhedscreme og råsyltede brombær