Chokolade ganache
Denne opskrift giver ca. 2,2-2,5 dl. ganache afhængig af hvilken type chokolade du bruger.
Chokolade ganache er en alsidig og lækker creme, der kan bruges på mange forskellige måder. Og det bedste er, den består at to ingredienser: fløde og chokolade. Plus smør, hvis du ønsker at opnå en endnu rundere smag, men det kan sagtens udelades. Jeg bruger det dog altid. Bare fordi.
Her finder du, hvilken ratio jeg bruger mellem chokolade og fløde - det er nemlig forskelligt, om det er mørk eller hvid chokolade.
Jeg er helt vild med chokolade ganache og bruger det til mange forskellige ting. I min optik, kan det gøre selv de mest simple kager luksuriøse og spændende, både i smag og udseende.
Her er en række eksempler på, hvordan du kan bruge den lækre ganache, hvad enten det er hvid, mærk, Gold eller lys:
Kagefyld: Chokolade ganache er en populær fyldning til kager. Den kan spredes mellem lag af kage eller bruges som fyldning i cupcakes eller andre bagværker.
〰️ Topping: Ganache kan hældes over kager, cupcakes, brownies eller andre bagte godbidder som en lækker og blank overflade.
〰️ Dyppelse: Opvarmet ganache kan bruges som en lækker dyppelse til frugt, kiks, småkager eller endda marshmallows.
〰️ Frosting: Når ganachen er afkølet og opnået en tykkere konsistens, kan den piskes op til en flødeagtig konsistens og bruges som frosting til kager eller cupcakes.
〰️ Fyld til chokoladekonfekt: Ganache kan bruges som fyldning til hjemmelavet chokoladekonfekt. Det kan kombineres med andre smagsgivere som nødder, frugt eller alkohol for at skabe forskellige varianter af fyldet.
〰️ Til desserter: Ganache kan bruges som en del af forskellige desserter som chokoladetrøfler, chokolademousse eller som en topping til is eller panna cotta.
〰️ Kageglasur: Ganache kan spredes jævnt over en kage for at skabe en glat og blank overflade, der fungerer, som en holdbar glasur. F.eks. på fastelavnsboller.
God fornøjelse.
Chokolade Ganache
Forberedelse: 15 minutter
Køletid: 1-2 t.
I alt: 1-2 t.
Ingredienser
Denne opskrift giver ca. 2,2-2,5 dl. ganache afhængig af hvilken type chokolade du bruger.
Mørk chokolade ganache
110 g mørk chokolade af høj kvalitet, knapper eller hakket fint
1 dl. piskefløde
40 g. kold smør i små tern.
Lys chokolade ganache
130 g mælkechokolade af høj kvalitet, knapper eller hakket fint
1 dl. piskefløde
40 g. kold smør i små tern.
Gold chokolade ganache
140 g Gold/Amber chokolade, knapper eller hakket fint
1 dl. piskefløde
30 g. kold smør i små tern.
Hvid chokolade ganache
140 g. hvid chokolade af høj kvalitet, knapper eller hakket fint
1 dl. piskefløde
30 g. kold smør i små tern.
Fremgangsmåde
Varm fløden op i en lille kasserolle. Når fløden damper og er lige under kogepunktet hælder du den varme fløde over det finthakkede chokolade. Lad det stå i 30 sekunder og rør så energisk fra midten (som du kan se på videoen ovenfor) til massen samler sig og bliver homogen og blank. Jeg bruger altid en dejskaber i silikone. Tilsæt smørternene og rør til de er smeltede.
Hvis enkelte stykker chokolade ikke vil smelte helt kan du benytte en stavblender, men i korte intervaller, da friktionsvarmen kan skade ganachen.
Nu er ganchen klar til brug, hvis du skal dyppe noget heri. Hvis du skal bruge den til at smøre en kage op med, eller til at sprøjte på en kage, skal ganchen køle i 1-2 timer til de har sat sig. Evt. kan du piske den afkølede ganache op med en elpisker.
Tips og opbevaring
〰 Når du stiller din ganache på køl, så læg husholdningsfilm helt ned til, så der ikke dannes kondens eller skind. Når ganachen har sat sig, kan du fjerne filmen.
〰 Ganachen kan holde sig i 4-6 dage på køl.
〰 Ganachen er fryseegnet: Når du er klar til at bruge ganachen, skal du tage den ud af fryseren og lade den optø i køleskabet natten over eller ved stuetemperatur i et par timer. Når ganachen er optøet, kan du genopvarme den forsigtigt enten i mikrobølgeovnen med korte intervaller og omrøring mellem hver opvarmning eller i en gryde over lav varme på komfuret. Sørg for at røre regelmæssigt for at sikre, at ganachen opvarmes jævnt. Når ganachen igen har den ønskede konsistens, kan den bruges som ønsket til at dekorere eller fylde kager, cupcakes eller andre desserter.
〰 Eksperimenter med større eller lavere mængder chokolade for en fastere eller mere flydende konsistens.
〰 Eksperimenter med smagsgivere som limeskal, citronskal, krydderier, frugtpure.