“Den du ved nok”

Denne opskrift passer til 10-12 per

Mørk drømmekage, guf guf kage elller “den du ved nok”. Kært barn, mange navne, og den her kage er helt sikkert et kært barn. Svampet og luftig chokoladekage med snasket kokos-kaffe topping. Den er nem at lave, og endnu nemmere at guffe. Om du putter den på et kage- og kaffebord, serverer den til fødselsdag, til klassen eller bare en tirsdag eftermiddag, så gør den her kage det godt.
Jeg har ikke fået en ordentlig “Den du ved nok” siden jeg fik konstateret min allergi i 2013.
Men den her, den blev præcis, som jeg husker kagen. Mandelmelet hjælper med at gøre kagen fugtig, og den generøse mængde chokolade gør kagen fyldig og perfekt snasket. Desuden har jeg gjort mig umage for at angive en passende mængde topping - der er ligesom bare ofte for lidt, ikk?

“Den du ved nok”

Forberedelse: 20 minutter

Tilberedningstid: < 30 minutter

I alt: < 50 minutter


Ingredienser

Denne opskrift passer til 10-12 personer


  • 200 g. smør

  • 200 g. chokolade

  • 6 æg M/L

  • 100 g. sukker

  • 100 g. brun farin

  • 20 g. vaniljesukker

  • 100 g. skyr eller yoghurt naturel

  • 100 g. havremel

  • 100 g. mandelmel

  • 8 g. Xhantan gum

  • 40 g. kakaopulver, usødet

  • 14 g. bagepulver

  • salt

Derudover

Den vigtigste del af denne kage er helt sikkert den snaskede topping kaffe- og kokostopping

  • 200 g. kokosmel

  • ½ dl. kaffe

  • 175 g. smør

  • 200 g. flormelis

  • 40 g. kakao, usødet

  • 1 tsk. kanel


Fremgangsmåde

Den form jeg bruger måler 20x35 cm. Start med at beklæde formen med bagepapir, så den er klar. Man kan med fordel lige krølle eller fugte bagepapiret en smule, så er det meget lettere at få ned i formen.

Smelt smøret i en gryde. Tag gryden af varmen, og rør chokoladen i. Jeg plejer at bruge 50/50 mørk, og karamelchokolade fra Callebaut. Man kan sagtens bare bruge mørk chokolade.

Pisk sukker, brun farin, vaniljesukker og æg sammen til en luftig æggesnaps. Derefter piskes skyr eller yoghurt i. Til sidst puttes smør- og chokoladeblandingen i.

Bland havremel, mandelmel, kakao, bagepulver, Xhantan Gum og salt godt sammen og rør det derefter i æggeblandingen.

Bag kagen i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 25 minutter. Husk at alle ovne er forskellige, så hold øje med kagen og evt. stik en gaffel i. Der må ikke hænge særlig meget ved gafflen, når du hiver den op.

Kokos og kaffe topping

Kom alle ingredienserne til glasuren i en gryde og rør det sammen ved middelvarme, til smørret smelter, og det har en lækker ensartet konsistens. Det skal ikke koge. Sluk for varmen, så snart toppingen er rørt sammen.

Når kagen er kølet en smule af, så kan toppingen smøres på i et gavmildt lag

Skær kagen ud, og nyd den til sidste krumme.

Tips og opbevaring

〰️ kagen kan fryses.

〰️ kagen holder sig god i en tætsluttende beholder i 4-5 dage.

〰️ det er en perfekt kage at have med, fordi den er let at transportere direkte i formen.

〰️ server kagen med en lille kugle is og nogle friske bær, for en skøn dessert.

Forrige
Forrige

Æbleslice med sprød havre

Næste
Næste

Havrebar med 5 ingredienser