Rabarbertærte

Denne opskrift passer til enten 6 små tærter Ø10 eller én stor tærte Ø22 til ca. 10 pers.

Rabarber - danske rabarber! Findes der en bedre forsommer-bebuder? Næppe! Så dette, er virkelig en af mine yndlingsopskrifter: den vidunderlige rabarbertærte med frangipane. Denne tærte kombinerer de syrlige, saftige rabarber med den rige, nøddeagtige smag af frangipane, hvilket skaber et stykke bagværk, der er både elegant og uimodståelig. Og selvom der står “frangipane”, så betyder det altså ikke, at det er hverken svært eller bøvlet. Faktisk er frangipane bare fancy-snak, for en creme med nøddesmag. Sådan groft sagt.

Aktuelt får du i denne opskrift alt det bedste fra rabarberens naturlige syrlighed, som afbalanceres perfekt af den søde og cremede frangipane, mens den sprøde tærtebund giver en dejlig kontrast i tekstur. Denne tærte er ikke kun en fryd for ganen, men også en fest for øjet.

Nyttig læsning:

Jeg bruger altid tærteform med huller - også kaldet perforeret. Og jeg bruger altid en tærteform med løs bund, fordi jeg synes, det gør det MEGET lettere at få tærten ud af formen. Men du kan sagtens bruge en almindelig tærteform, eller en tærtering.

Jeg skærer mine rabarber i mindre stykker, hvis jeg laver små tærter, og lidt større, hvis jeg laver én stor. 

De her tærter, er faktisk sødet med utroligt lidt raffineret sukker. Nuvel, der er en del marcipan i, men ikke ret meget sukker-sukker. Det giver en utroligt lækker, cremet og nøddeagtig frangipane, som ikke er for sød. Derfor giver jeg dem et lille drys svensk perlesukker - som modspil til de den insisterende syrlighed rabarber kan have, og fordi jeg synes, det giver et rigtig nuttet udtryk. 

God fornøjelse og velbekomme.

 

Rabarbertærte

Forberedelse: >30 minutter

Tilberedningstid: 30 minutter

I alt: > 60 minutter

Ingredienser

Denne opskrift passer til enten 6 små tærter Ø10 eller én stor tærte Ø22 til ca. 10 pers.


Mørdej:

  • 50 g. tapiokamel (eller kartoffelmel)

  • 100 g. fuldkornsrismel + ekstra til udrulning.

  • 50 g. flormelis

  • Lidt flagesalt

  • 80 g. koldt smør

  • 1 æg M/L

Fremgangsmåde:

Bland alle de tørre ingredienser

Skær det kolde smør i tern.

Smuldr smørret i melet.

Saml dejen med ægget – pisk ægget sammen og tilsæt det lidt ad gangen, så dejen ikke bliver for våd.

Jeg samler altid dejen med hænderne.

Lad dejen hvile i køleskabet i 30 min. før den rulles ud i 2-3 mm. Tykkelse og fordeles i de smurte tærteforme.

Blindbag tærtebunden ved 180 grader i 8-10 min.

Fjern det, som gør tærterne blinde og bag yderligere i ca. 4 min. til tærtebundene har fået lidt farve.

Til allersidst kan du rulle resterne af din mørdej ud, og stikke dem ud med din yndlingsudstikker. Bag dem i 5-8 min. og vupti har du en lille småkage til kaffen, eller mens du venter.

 

Frangipane med rabarber:

  • 100 g. blødt smør

  • 20 g. sukker

  • 1 æg M/L

  • 100 g. mandelmel, jeg bruger altid hele mandler, jeg selv maler til mel i en blender.

  • 100 g. marcipan, revet

  • 300-400 g. rabarber, skåret i små tern.

  • svensk perlesukker (kan udelades) 

    Fremgangsmåde:

    Kom alle ingredienser, undtagen chokolade, i en skål.

Pisk smør og sukker til det er lyst og luftigt. Tilsæt ægget, mandelmelet og marcipanen og rør dejen ensartet. Vend 100 g. rabarbertern i dejen. 

Samling og bagning:

Forvarm din ovn på 180 grader varmluft.

Tag tærteformen med den bagte tærtebund. Fordel frangipane-massen i tærteformene, og fordel til sidst de sidste rabarbertern oven på. Giv dem gerne et lille tryk ned i massen. Strø et lille drys svensk perlesukker. Fordi det ser sødt ud, og fordi det giver lidt ekstra sødme til de syrlige rabarber.

Bag tærten i ca. 30 min. ved 175 grader varmluft. Frangipane må gerne føles lidt wobbly, når tærten er varm - det vil sætte sig, som tærten køler. 

Server tærten lun eller kold, og måske med en lille klat flødeskum eller creme fraiche. 

Tips og opbevaring:

〰️ Tærten kan holde sig i 2-3 dage på køl.

〰️ Den kan også godt tåle frys. 

〰️ Blindbagning: det gøres for at undgå, at bunden bliver blød. Det udføres ved at dække dejen med krøllet bagepapir, og heri fylde tørre linser eller bønner.

〰️ Det er vigtigt at tærten får lov at sætte sig, inden den skæres. Dette tager ca. 30 min. 

〰️ Tilsæt lidt citronskal i din frangipane.

〰️ Tilsæt en smule mandelaroma i din frangipane. 

〰️ Hvis dine rabarber er meget sure, kan du marinere dem i en lage af sukker og appelsinsaft i 15-20 min. inden brug.  


Forrige
Forrige

Brombær-citronkage m. vanilje-mascarpone-lækkerhedscreme og råsyltede brombær

Næste
Næste

Squashkage med pistacie og cream cheese frosting